Buckminster Fuller: Historien om en arkitekt, filosof og visionær designer
Først da han var helt nede, besluttede han at redde verden: Indtil han var 32 år, var Buckminster Fullers liv én lang katastrofe. Smidt ud af eliteuniversitetet Harvard, fordi han festede for meget. Samlebåndsjob på tekstil- og emballagefabrikkerne i Chicago. Derefter ingenting. Et fald ned i arbejdsløshed. Og i 1922, kun 27 år gammel, havde livet givet ham det hårdeste slag: Hans fireårige datter Alexandra var pludselig blevet syg af polio og døde. Nu, fem år senere, lå hans liv i ruiner: Han var bankerot og drak. Kun 32 år gammel syntes hans liv at være slået fejl. Hvilken mening var der i at leve, når man var så hjælpeløst prisgivet sin skæbne?
Fuller begyndte sit projekt om at redde verden med at planlægge et nyt hus, der skulle være energibesparende, miljøvenligt og til at betale for alle. Resultatet blev en ufo-lignende konstruktion af stål med en kæmpe aluminiumsmast i midten. Hele bygningen, hvis form var inspireret af kornsiloer, hang i stålwirer fra mastens top. Da hele konstruktionen var af stål (Fuller anså betonhuse for en arkitektonisk blindgyde), var huset så let, at det kunne transporteres på en lastbil. Flyttede man, tog man bare sit hjem med. Sådan lød Fullers plan i hvert fald – for endnu fandtes der kun en lille model.
Fuller ville nu udstille modellen i en filial af stormagasinkæden »Marshall Field's« i Chicago – men til det havde han brug for et navn, der var let at huske. Så han hyrede en tekstforfatter og forsøgte at forklare ham sine idéer: I to hele dage talte Fuller begejstret løs – indtil manden til sidst kun noterede brudstykker af de typiske Fuller-ord, der igen og igen haglede ned over ham i det endeløse foredrag, og i 1929 skabte et kunstord ud af dem, som skulle følge Fuller resten af livet: »Dymaxion«, sammensat af »dynamic«, »maximum« og »tension« (spænding). Hans opdragsgiver var begejstret.
Selv om de tre prototyper af Dymaxion-bilen, der blev bygget i 1933, ikke havde vinger, lettede dele af bilen alligevel, som designhistorikeren Russel Flinchum mindedes i »New York Times« den 15. juni 2008: »Det var tilsyneladende sådan, at baghjulet mistede kontakten med jorden, når bilen nåede 145 kilometer i timen. Desværre begyndte den så at slingre ukontrolleret.« Alligevel var det futuristiske køretøj i nogle måneder på alles læber: Forfatteren H.G. Wells lod sig fotografere med den, stjernedirigenten Leopold Stokowski købte en af prototyperne, og maleren Diego Rivera skal også have vist interesse. Men under en demonstrationskørsel med to interesserede investorer i juli 1933 væltede en af prototyperne. Føreren omkom. På kort tid forsvandt den dristige bilvision igen fra scenen.
Men den stædige opfinder lod sig ikke afholde fra sin plan om at forandre verden – og så opfandt han den simpelthen på ny: Den 1. marts 1943 præsenterede han i magasinet »Life« sit Dymaxion-verdenskort, der ikke lignede noget, man tidligere havde set i et atlas: For at undgå forvrængningen i almindelige verdenskort tegnede han kontinenterne på en slags klippeark, der kunne foldes sammen til polyedre – mangesidede geometriske legemer – for at komme jordens kugleform nærmere. Det hele lignede et forvirrende puslespil, men var intet mindre end en samfundskritik af den herskende verdensorden: Fuller argumenterede for, at der i universet slet ikke findes noget op eller ned. Den udbredte fremstilling, hvor nord ligger »øverst« og syd »nederst«, udsprang alene af den kulturelle fordom, at nord var overlegent og syd underlegent. På Dymaxion-kortet fandtes der derimod ikke længere noget op og ned.
